Hvordan bliver man skilt?

I det følgende vil vi se på hvordan skilsmisse foregår. Men læs venligst det sidste afsnit først!

Hvor henvender du dig?
Du henvender dig til din lokale afdeling af Statsforvaltningen, du kan finde den på familieretshuset.dk hvor der også vil være yderligere oplysninger at hente.

Det koster 500 kroner at få din sag behandlet.

 

Enighed

Hvis I er enige om skilsmisse, kan I blive det efter et halvt års separation.

 

Uenighed

Hvis I ikke er enige om at blive skilt, kræver det et års separation før end Statsforvaltningen kan bevilge skilsmissen. Hvis der ikke er enighed om bodeling og/eller andre vilkår i forbindelse med skilsmissen, vil dette blive afgjort via en domstol.

 

Skilsmisse uden separation
I særlige tilfælde kan der bevilges skilsmisse direkte, uden forudgående separation:

  • Utroskab hos én af parterne indenfor de sidste to år, hvis dette ikke var aftalt eller tilgivet. Søg skilsmissen senest seks måneder efter at det er opdaget.
  • Hvis din ægtefælle har begået vold af grovere karakter, imod dig eller dine børn. Søg skilsmissen senest et år efter det er opdaget.
  • Hvis ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet hver for sig i mindst to år.
  • Hvis din ægtefælle ulovligt har taget dine børn med til udlandet eller tilbageholder dem i udlandet.
  • Hvis din ægtefælle har indgået ægteskab med en anden.

 

Børn

Vær opmærksom på børnene. De elsker begge parter ubetinget, så gør dem ikke til en del af konflikten. Vis at I er de voksne og lav aftaler som først og fremmest tilgodeser børnenes behov, ikke jeres egne. Børnene har ikke bedt eller ønsket en skilsmisse, så gør processen så smertefri for dem som muligt, og vær opmærksom på at de har brug for begge forældre.
Bodeling
Hvis I har været gift i over 5 år, deles formuen normalt lige midt over. Der kan være særaftaler i form af ægtepagter og særejer. Langt det bedste er hvis parterne kan nå til enighed om delingen – hvis dette ikke kan lade sig gøre, kan skifteretten afgøre sagen efter skilsmissen eller separationen.

 

Tænk jer om

Ovenfor er en kort skitsering af hvordan man bliver skilt, men vær også sikker på at det er det oprigtige ønske. Alle parforhold vil opleve modstand og problemer, men hvor der er en vilje til at se på tingene – og prøve at sætte sig i hinandens sted – kan disse problemer gøres til overkommelige udfordringer, som i den sidste ende betyder at I kommer nærmere på hinanden, som partnere og som mennesker. Vi indeholder alle skyggesider, og når de kommer frem i lyset (som de vil gøre i et ægteskab, hvor man er meget tæt hele tiden), er det en udfordring. Både for os selv at kigge ærligt i spejlet, men også for vores partner at elske os præcis som vi er. Så udgangspunktet kan blive accept og forståelse, i stedet for at vi vil lave om på hinanden, så vi passer til vores eget ideal-billede. Virkeligheden er oftest mere mangesidet end det.
Husk at en dyb og åben snak, eventuelt med en rådgiver eller en fortrolig god ven, kan hjælpe på mange uoverensstemmelser.

Publiceret: