Hvad arbejder en advokat med
I et samfund med en stigende kompleksitet, er der i dag brug for advokater flere og flere steder. Hovedsageligt arbejder advokater med personlig rådgivning, for eksempel indenfor skilsmissesager, erstatningssager, tvister om stort og småt osv. og med at fremstille sager i retten. Advokater anvendes også indenfor erhvervslivet i alt lige fra skattesager til byggetilladelser, idet reglerne hos det offentlige er komplekse, og en advokat som kender systemet indgående vil kunne vejlede virksomheder i den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde.
Hvad skal en advokat kunne?
For at blive advokat, er det selvfølgelig vigtigt at have et grundigt kendskab til lovgivningen. Dette er i sig selv et stort arbejde, da der hele tiden kommer nye love og cirkulærer. Det er altså en uddannelse som aldrig slutter, dette er dog fælles for de fleste længerevarende uddannelser, da der altid vil komme ny viden, uanset hvilket felt det drejer sig om.
Det er vigtigt at du er god til at tale for dig, både for at kunne være overbevisende overfor din klient, modparten og i en eventuel retssag. Desuden skal du overbevisende kunne jonglere med de forskellige love og paragraffer, så du kan finde den der er relevant lige præcis til det du står med nu og her.
Selve uddannelsen
For at blive advokat skal du færdiggøre din gymnasiale uddannelse, og derefter søge ind på jura-studiet på universitetet. Jurastudiet varer 5 år og kan tages på Københavns Universitet, Syddansk Universitet Odense, Aalborg Universitet samt Århus Universitet.
Når du har færdiggjort din kandidatgrad (cand. jur.), skal du nu finde en læreplads hos en advokat, hvor du efter 3 år – hvor du samtidig tager den endelige advokatuddannelse hos advokatsamfundet – efter bestået eksamen endelig kan kalde dig advokat.
Da der som nævnt er mange forskellige arbejdsopgaver når du har uddannet dig til advokat, er det vigtigt at der er en sammenhæng mellem din praktikplads og dine ønsker om fremtidigt arbejde. Men det lærer du alt sammen under dit jurastudie.
Mere information om jurauddannelsen:
Publiceret: 2.april - 2014