Hvordan opstår veer?
Veer kommer når fødslen er ved at gå i gang, de opstår når livmoderen begynder at trække sig sammen. Før de egentlige veer kan der forekomme såkaldte plukveer, som kan være en begyndende sammentrækning af livmoderen. Smerter kan også forekomme fra bækkenområdets forskellige muskler, led og ligamenter, som alle er under belastning på grund af den forøgede vægtbelastning – og samtidigt bliver løsere som forberedelse til fødslen, således at musklerne og leddene er klar til at give sig og udvide sig når fødslen går i gang.
De egentlige veer, som også er starten på fødslen, sættes bl.a. i gang af hormoner som oxytocin og østrogen.
Hvordan føles veer?
De begynder som noget der kunne minde om menstruationssmerter. Nogle føler veerne nedad lænden og i ballerne, eventuelt med udstrålende smerter ned i benene – andre føler smerterne foran, henover skambenet og ned i underlivet. Beskrivelsen kan minde om de øvrige smerter som kan opstå op til fødslen, men graden af smerte under selve veerne er så høj, så hvis du er i tvivl så er det ikke veer.
Generelt
Husk altid at du kan spørge din jordemoder om hjælp, under graviditeten sker der mange ændringer i din krop på mange forskellige planer, som nævnt i led, muskler og ligamenter, men også hormonelt og psykologisk gennemgår kroppen store forandringer. Hvis der er noget som du er i tvivl om, eller usikker på, så få en god fortrolig snak om det, lad være med at gå og spekulere over noget. Måske er det bare en bagatel, men hvis det er noget som bekymrer dig, er det vigtigt at få sat ord på og tale med en erfaren og lyttende person, som kan hjælpe dig med at få forståelse og skabe perspektiv.
Husk at din graviditet er en vigtig begivenhed i dit, din families og det nye barns liv. Det er vigtigt at du har støtte i denne periode. Husk også at det er en ny oplevelse og erfaring for din mand, mange nye ting sker med dig, og for manden kan det ofte føles som at være lidt udenfor. Del derfor dine oplevelser og husk at din mand oftest vil være glad for at kunne engagere sig i din graviditet.